Velkommen tilDykkerhulen

Loading...

 

PADI Open Water Diver (OWD) Dykkerkursus

Begynderkurset, som giver en god introduktion til verdenen under vandet.
 
Dette kursus giver dig de færdigheder du skal bruge for at komme igang med dykning - både herhjemme og under fremmede himmelstrøg. Kurset består af teori, praktisk træning i svømmehal og praktisk træning i havet. Kurset gør dig istand til at planlægge og foretage dyk ned til 18 meter.
 
Under teori-lektionerne lærer du blandt andet hvordan du betjener det dykkerudstyr, som anvendes på kurset. Du vil også lære noget om de fysiske regler, som gælder når vi dykker og hvilke fysiologiske påvirkninger dykning har på kroppen. Vi vil også se på, hvordan man anvender dykkertabeller og dykkercomputere, samt hvilke miljømæssige ting man skal være opmærksom på når man dykker.
 
Du vil få rig mulighed for at prøve teorien af i praksis, når vi laver øvelser i svømmehallen. Vi starter stille og roligt ud, med at få fornemmelse for hvordan det er at trække vejret under vandet. Senere vil du lære hvordan du afbalancerer dig under vandet, hvordan du håndterer nødsituationer, samt en masse andre spændende ting.
 
Senere på kurset skal du i havet - det er her hele eventyret starter. Det første dyk i havet, bruger vi på at opdage den nye verden. På det og de efterfølgende dyk i havet skal du demonstrere at du kan udføre en del af de øvelser, som vi har øvet i svømmehallen.
 

Hvad kan vi tilbyde

Teoriundervisningen foregår i butikkens teorilokale i en hyggelig atmosfære, hvor der er tid til dine spørgsmål, og tid til at lave de øvelser der skal laves i dit tempo. Der vil være en gennemgang af det materiale, som du har lavet hjemmefra, og til slut en test med det formål at kontrollere, at du forstår det basale ved dykning, sikkerhed og har forståelse for det miljø du skal bevæge dig i. Herefter finder vi udstyr til dagen efter i pool, gennemgår udstyret og du får lov at samle og skille det af, så du er klar til dette i poolen dagen efter.
 
Som ved teori vil øvelser i poolen være i et afslappet og tilpasset tempo så der er plads til alle. Det er hos os i Dykkerhulen vigtigt, at vi uddanner dykkere som individer indenfor de rammer, som vi skal følge, men hvor der er plads til, at du også kan føle dig sikker og uden pres. Vi lærer alle i forskellige tempoer, og vores dygtige divemastere og instruktører er uddannede til dette, er tålmodige og har en masse erfaring. Øvelserne, som vi laver i pool gentages til en grad i havet, så det er for os vigtigt, at du føler dig tryg og klar til dette, så det hele bliver en ovenud positiv og berigende oplevelse. 
 
Vores skoleudstyr er det nyeste og bedste udstyr fra Aqua Lung og Cressi. Inden kursusstart kommer du ned i butikken, og vi finder det udstyr du skal bruge under kurset. Dette er for at vi kan forsikre dig om, at det udstyr netop du skal bruge er tilgængeligt til dit kursus. Er dette dog ikke muligt, så finder vi udstyret under teoriundervisningen. 
 
Kurset strækker sig oftest over 2 weekender (lørdag & søndag + lørdag & søndag). Teori starter den første lørdag typisk kl 9. Pool er den næste dag - søndag - kl 9:30 i Strib Svømmehal. Efterfølgende weekend skal vi i havet, og grundet strøm og vejprognoser bekræftes tidspunkter til dette når vi nærmer os datoen - dette får du mere at vide om under teorien. 


Forudsætninger for at starte på kurset
 - Du skal minimum være 10 år gammel
   (hvis du er mellem 10 og 14 år (inklusive) certificeres du som Junior Open Water Diver. Læs mere HER)
 - Du skal kunne svømme 200 meter og flyde/træde vande i 10 minutter
 - Du skal udfylde PADI's regler for sikker dykning
 
Ud over det skal du have et almindeligt godt helbred og være i fornuftig form. Før kursus opstart skal du udfylde en helbredserklæring. Kan du svare JA til et eller flere af spørgsmålene på side 1 af denne helbredserklæring, skal din læge godkende at du kan dykke. Dette skal ske før vi kan tage dig med i vandet.
Du kan downloade helbredserklæringen her:
PADI's helbredserklæring (dansk)
PADI's helbredserklæring (engelsk)
 

Rabat på dykkerudstyr i forbindelse med dykkerkurset
For at få den optimale oplevelse ud af dit dykkerkursus anbefaler vi, at man anskaffer sig sit eget ABC udstyr (maske, finner og snorkel). Det er vigtigt at man har en maske der passer til ansigtet, så den lukker tæt og du ikke skal bøvle med vand i masken under dine dyk.
 
Dine egne finner er også en god ting, da det er vigtigt at have nogle finner der passer til dig både i størrelse og hårdhed. Vælger du at købe et ABC sæt inden eller under kurset, giver vi 15% rabat på udstyret. Ydermere giver vi 10% på ALT andet udstyr der købes. Ønsker du ikke at købe dit eget udstyr kan du låne det gratis af os under kurset.
 

Priser på kurset

Kursus med elevpakke, certificering ved PADI samt leje af udstyr:  3999,- 
- prisen er inkl. ALT!

Du er velkommen til at hente vores PADI Open Water Diver folder i butikken og få en snak med os om kurset og udstyr. Du er også velkommen til at ringe til os på tlf: 28 80 13 84 eller kontakte os på e-mail HER.

 

BOOK DIT OPEN WATER DIVER KURSUS HER
 
 
Kursus tilbud på Advanced Open Water Diver (AOWD)
Det er altid en god ide at videreuddanne sig, for at få mere erfaring og viden om dykning. På vores Advanced Open Water kursus (AOWD) lærer du en masse samt dine færdigheder bliver bedre. Ud over det, giver et AOWD certifikat flere dykkermuligheder både i Danmark og i udlandet, bl.a. må du dykke ned til 30m.
 
Bestiller du et AOWD kursus senest 2 måneder efter dit OWD kursus er afsluttet giver vi dig et gavekort på 500,- til udstyr i butikken. Du behøver ikke at betale hele kurset ved bestillingen, men kan nøjes med at lægge et depositum på 500,-. Resten betales ved kursus opstart. Gavekortet udstedes når hele beløbet for kurset er betalt.
Messenger